Jeg glæder mig til at dø …

Altså ikke sådan lige med det samme, vel? Jeg er langt fra færdig med mine opgaver her på Jorden. Men hvor de fleste mennesker er bange for døden, så har jeg det lige omvendt. Jeg tror, at det bliver SÅ godt. At dø.

Hvorfor? Fordi døden er noget af det eneste naturlige ved livet. Mere naturlig end fødslen, faktisk. Døden er den eneste logiske konsekvens af alle de klassiske naturlove (men ikke af de kvantefysiske, som jeg kommer tilbage til …). Det kan ikke være anderledes, og derfor synes jeg, at det er rart at vide, at det så også ER sådan. Kroppen må dø, gå i opløsning, spaltes til sine grundstoffer og genbruges i overensstemmelse med termodynamikkens 1. lov om energiens opretholdelse i lukkede systemer. Men det er jo ikke dét, jeg glæder mig til. At ormene gnaver ormehuller og spiser sig fede på bekostning af min krops overflod. Og at folk, som holder af mig, sidder og savner min hånd at holde i.

Elskede Benny Andersen har skrevet et vidunderligt digt, som han kalder ’Til’:

På mine gamle dage

blir jeg mere og mere opsat på at være

til

bare være til stede

til gavn og glæde

helst uden at være til besvær

til grin

til fals

til overs

nej, bare føle mig vel til mode

ved tanken om alt det jeg har til gode

af liv og levned

af leg og lyst

Pointen er, at min krop jo ikke er ’mig’. Jeg har en krop. Jeg er ikke en krop. Jeg har også en uddannelse, jeg har børn, tanker, humor (OK, det er der så en del uenighed om, der hvor jeg bor …), jeg har holdninger og værdier. Men jeg er ingen af disse ting. Hvad er jeg så? Jeg er den, der oplever, at jeg har alt dette. Nogle kalder det sjælen. Det er ikke så væsentligt. Men bevidstheden om, at jeg er noget i mig selv. Inde bag holdningerne. Rollerne. Og maskerne. Inde bag alt det tillærte. Og også inde ”bagved” kroppen. Den bevidsthed er vigtig. Bevidsthed om, at kroppen ’bare’ er en krop. Kald den et hylster eller et tempel. Et sindsygt avanceret biologisk system. Den er stadig ’bare’ en krop. Fysik og kemi.

Men hvad så med sjælen? Dør den da ikke sammen med kroppen? Nej, er det korte svar. Sjælen dør faktisk aldrig. Den fortsætter med at eksistere helt upåvirket af kroppens død. Og dét glæder jeg mig til. Hvis man kender lidt til kvantefysik, så kan man hygge sig med sin undren over, at elektroner kan befinde sig flere steder på samme tid. Det kan sjælen også. Faktisk peger bl.a. superstrengteorien på, at universet er 10- eller 11-dimensionalt, og at alle disse dimensioner krøller sig smukt ind i sig selv og hinanden, så der er masser af ”gemmesteder” og ormehuller af mere vidtrækkende karakter. Hvordan alt dette hænger sammen med det universelt skabende princip (i visse kredse kaldet Gud) kan man læse mere om i min næste roman. Glæd dig!

Den amerikanske terapeut, Michael Newton, har beskrevet, hvad sjælen oplever, umiddelbart efter kroppen dør (Sjælerejser). Det er herlig læsning. Han har via regressionsterapi ført tusindvis af mennesker tilbage til et tidspunkt, før de blev født, og nedskrevet deres observationer. Disse er forbløffende ens. I ved, lysende tunnel og alt det. Alt peger på, at vi har levet før. Mange gange. Og at vi skal leve igen. Mange gange. Richard Strauss har gengivet processen så gribende nøjagtigt i sit tonedigt “Tod und Verkläring“.

Men, hvis vi alligevel får en chance til … Er det så ikke ligegyldigt, om vi gør os umage i dette liv? Nej, er det korte svar. Sjælen er på en lang udviklingsrejse, hvor den samler erfaringer i hvert eneste liv. Hvis man pjækker fra et fag hele semestret, så dumper man til eksamen og så må man tage det fag om igen. Der er kun én vej. Og det er fremad. Uanset hvor tosset og klodset du opfører dig i livet, så kan du ikke gå baglæns i udvikling. Men du kan stå stille. Og blive nødt til at gå klassen om. Det betyder også, at det er OK at tage nogle chancer ind i mellem. Hvis du tror på noget, så gør det. Før dine planer og visioner ud i livet. Jeg mener, hvad er det værste, der kan ske? At du dør? Prøv at spørge dig selv, om du overhovedet tør dø, med mindre du har gjort alt, hvad du kan, for at leve?