Når man har haft selvmord tæt inde på livet uden selv at være fanget i selvmordstankernes ækle edderkoppespind, er det naturligt at reflektere over, hvad selvmord egentlig er. Hvorfor er selvmord en utilgivelig synd i både den katolske tro og ifølge islam og hvorfor skriver Dante, at selvmordere bliver fanget i Helvedets syvende kreds som træer, der smertefuldt bliver gnavet i af ækle vingede væsner? (Sang nr. 13 i Helvedet i Den Guddommelige Komedie). Er man da ikke herre over sit eget liv og kan tage det, hvis man ønsker?

Først og fremmest: der er ingen edderkop, ingen magt udenfor en selv, som man kan give ansvaret for sit selvmord. Man kan ikke tørre det af på sin partner, sine forældre eller andet, som føles som den umiddelbare anledning til den sorg og frustration, som har medført tankerne om at tage sit eget liv. Som altid er man selv ansvarlig for at vælge, hvordan man vil reagere på disse udefra kommende påvirkninger (jf. Viktor Frankl og mange andre). Det er desværre lettere sagt end gjort, og det kræver, at man er i kontakt med sig selv, og det er man sjældent, når man er fanget af tanker om selvmord. Men er det da forkert at tage sit eget liv, hvis det nu føles som den eneste udvej af smerten. Ja, det er forkert! Og det er egoistisk – det er egoistisk at påføre de mennesker, som holder af en, ubærlig sorg og skyldfølelse. Og det er værre end som så, men det kommer jeg tilbage til.

Livet udspringer fra en skabende kraft, som vi stort set ikke forstår. Jeg tænker her på Livet som i “det der lever i os”, ikke legemet, som også er fantastisk, men den bevidsthed, der har et legeme og som har en hjerne og som har følelser, altså selve Livet. Døden er langt mere logisk, blot en naturlig konsekvens af at være blevet født, men Livet, fødslen, er et ubegribeligt mirakel. Om man vælger at benytte ordet Gud eller blot Skabelse er egentlig ligegyldigt, men de fleste, som tænker bare en lille smule over det, er enige om, at Livet er noget helt særligt, noget helligt. Bibelen skriver det ret simpelt, at Livet er givet af Gud, og at vi ikke må ende det aktivt (De ti bud: Du må ikke myrde). Samtidig er den kristne dåb (dette er måske lidt mere kontroversielt) et udtryk for, at man binder sit liv til Jesus – livet tilhører faktisk ikke os selv. Det er til låns. Og ligesom man ikke må ødelægge en bog, man har lånt, må man heller ikke ende det liv, man har lånt af Gud. Jeg ved godt, at mange vil se denne logik som vrøvl, men det er faktisk sådan, det hænger sammen. Alle vore liv er knyttet til den samme skabende kraft (aka Gud). Vi udspringer af den samme (guddommelige) kilde og hænger derfor sammen i et kompliceret fællesskab, hvor vi alle har ansvar for alle de andre. Heldigvis mærker jeg, at disse tanker vinder indpas i mange aspekter af den (næsten ubærligt langsommelige) udvikling, vi undergår som menneskehed, f.eks. i klimadebatten (mærkelig eufemisme i øvrigt, men så debatten om bæredygtighed da) samt i debatten om social ulighed og fattigdom og vel egentlig også i den seneste tids omfattende debat om at tage hensyn til fællesskabet under en pandemi. Mange mennesker er begyndt at forstå, at vi kun kan blive lykkeligere, hvis vi tager så mange som muligt med os på vores vej opad.

Hvis man tror, at man opnår frihed ved at begå selvmord, at man så bare kan sidde i Himmelen og vente på at ens kære dukker op eller for den sags skyld, at man får fredfyldt søvn i evigt mørke, er jeg bange for, at man tager grueligt fejl. Jeg tvivler på, at man lander i en uhyggelig skov, som Dante skriver, men man klipper sit bånd til den hellige skabelse (Gud) over, og det er uendelig svært at reparere. Med andre ord, man laster sit karma-skib med så tung en last, at det synker, man forbryder sig så uigenkaldeligt mod sin egen plan for Livet, at den refleksion, vi alle gennemgår efter døden, hvor vi opsummerer og erkender, hvad vi har gjort godt og skidt i forhold til vores plan, den bliver ubærligt simpel: Dumpet!

Folk, der følger mig eller har læst romanen Skridt, ved, at jeg mener, at Helvedet er opløst for længe siden, og derfor tror jeg ikke, at man bliver legemligt straffet for selvmord som beskrevet i Den Guddommelige Komedie, men jeg tror, at man skader sin udvikling så voldsomt, at det må føles som en virkelig streng straf.

Jeg tror på, at vi er på Jorden med et formål, og at vi faktisk til dels selv vælger omstændighederne for vores inkarnation inden for rammerne af den karma, vi har skaffet os gennem tidligere liv. Målet med livet er ganske enkelt at skabe balance i ens eget karmatiske regnskab. Jeg tror til gengæld ikke på en entydig skæbne, som styrer alt og alle ud fra en forudbestemt plan. Jo, der er en plan, men som alle vore planer, så er de i bedste fald ønsker om en retning og et mål, som sjældent bliver nået og endnu sjældnere bliver nået på den måde, man forestillede sig. Derfor begår vi hver eneste dag større eller mindre fejl i forhold til det moralske kompas, som vores livsplan egentlig er. Selvom formålet med livet således egentlig er rent egoistisk, så er metoden til at nå de mål, man sætter sig for inkarnationen, aldrig egoistiske. De handler stort set altid om at gøre noget godt for andre. Om at hæve niveauet. Derfor er alle religiøse tekster fulde af historier om barmhjertighed, næstekærlighed og selvopofrelse. Og derfor er selvmord det ultimative udtryk for den ultimative egoisme. Endda en egoisme, som slet ikke gavner en selv (det gør egoisme faktisk aldrig). Det er egoistisk at svigte de mennesker, som man egentlig havde sat sig til opgave at hjælpe og efterlade dem i ubærlig sorg og skyldfølelse. Og det er egoistisk at løbe fra det ansvar, man har påtaget sig, da man planlagde sin inkarnation. Disse planer bliver lagt i fællesskab med ens sjælevenner og disse andre mennesker er afhængige af, at man følger sin plan og ikke løber fra det fælles ansvar, man har lovet at leve op til.

Hvis du er tæt på en person, som går med selvmordstanker, er mit bedste råd at hjælpe (om nødvendigt tvinge) dem til at få professionel hjælp. De skal først og fremmest have hjælp og fred til at genskabe kontakten til den kærlighedsfyldte, kloge kerne, som vi alle er udstyret med. Det tager tid, og det kræver en indsigt og konsistens, som man sjældent kan tilbyde som nærtstående, hvor gerne man end ville.