Min dejlige, gamle far er ingeniør. Med stort I. Lynende intelligent og særdeles velbevandret i matematikkens og den teoretiske fysiks verden. Den eneste bog, han nogensinde har anbefalet mig, er Mr. Tompkins i drømmeland … Og så har han komponeret musik og spillet klaver, violin, sækkepibe og en masse andet med stor musikalitet. De seneste år er han blevet tiltagende dement, og samtidig har han sluppet langt det meste af sit ego. Han er derfor dejlig at tale med, for han deler sine mange, komplicerede tanker helt ærligt og uden nogen agenda eller selviscenesættelse. Det kan ind i mellem være svært at forstå hans strøm af mumlende ord, men han har lysende klare stunder, hvor han bl.a. fortæller, at han spekulerer en del på, hvordan man egentlig starter forfra, for han ved, at han snart skal dø. Når jeg spørger ham, hvad han selv tænker om det, svarer han eftertænksomt:

– Det handler om energi …

Jeg spørger ham, hvordan han ved at han skal dø. Han løfter hovedet og fastholder mit blik, griner hjerteligt og siger:

– Jamen, det er der slet ikke tvivl om, og jeg har haft de skønneste og mest fantastiske oplevelser, de gange det har været tæt på.

Han beskriver særligt musik, lys og mennesker. Eller, som han siger:

– Ikke rigtigt mennesker… jo, mennesker, men de er helt frie.

Han beskriver, at de er et hold og at der er undervisning. Nogle af disse “helt frie” fra holdet hjælper ham med et projekt, som optager ham meget. Han er i gang med at skrive “et katalog over ingenting”, og han løfter hovedet, lyser helt op og siger:

– Det er fantastisk fascinerende at beskrive ingenting …

Så glider han ind i sin smukke tankeverden igen.

Jeg sidder lidt og funderer over det paradoksale begreb Ingenting. Er det noget i sig selv eller blot fravær af noget? Problemet er, at så snart man taler om det, så er det jo ikke længere ingenting. For så er det i det mindste et samtaleemne, og så repræsenterer det en energiform. Jeg slår mig til tåls med, at ingenting må være fravær af fysisk stof, og at det derfor netop er “noget” – nemlig energi eller potentiel energi – en form for åndelig energi.

– En åbenbaring …, lyder det pludselig fra min far. Ja, nogle gange er det nærmest som en åbenbaring.

Jeg spørger, hvad han mener, men han smiler blot underfundigt, mumler lidt om afklaring og systemer og begynder så at tale om musikken. Den bliver spillet på de samme instrumenter,  som vi kender, men … Han går i stå. Lytter lidt og fortsætter:

– …men meget bedre…

Et lille smil breder sig omkring hans smalle læber.

– Alting kan reduceres til 1, siger han pludselig højt og tydeligt og fægter med armene.

Jeg ser spørgende på ham. Han griner lidt. Vi ved begge, at det vil være umuligt for ham at formidle blot en brøkdel af sine tanker ud gennem den lidet samarbejdsvillige mund.

– Der er altid 12, siger han lidt efter. Men de bliver til 1 til sidst.

Jeg forsøger med tvivlsom succes at holde de bibelske associationer på afstand, for jeg tror ikke, at min fars kilde og inspiration er ord fra en bog. Hvad tror du ?