Tilgivelse. Vi ved godt, at det er vigtigt, men hvad betyder det ? Det ligger i ordet, at det er noget med at give. Det hedder ikke at tiltage eller at tilfå, vel ? Men hvad er det, vi giver den person, som vi synes har gjort noget forkert imod os? Det er FRIHED. Du giver friheden tilbage til både den, du tilgiver og til dig selv. Du giver din dybtfølte tilladelse til, at begge parter kan komme videre uden at være fanget i skyldfølelse eller selvmedlidenhed. Det er kæmpestort! Det er også derfor, at det er vigtigt at tilgive hinanden, inden man dør, så både den døde og den overlevende kan komme videre, og det er jo – alt andet lige – mest praktisk at få talt om det, mens begge er i live. Men det virker kun, hvis det kommer fra hjertet, og man kan ikke tilgive halvt. Den katolske kirke har en praksis, hvor man kan søge tilgivelse for noget, man har gjort forkert. Det kaldes absolution (ab betyder fra og solution betyder løsning, altså at løse dig fra noget, du er bundet til). Det er en fin ordning, men den kræver, at du også tilgiver dig selv, hvis den skal virke. Ind imellem anvender vi ordet “utilgiveligt”, men det er noget vrøvl. Alt kan – og skal – tilgives. Uanset hvor rædselsfuldt, det kan forekomme, så kan – og skal – man finde vej til at tilgive, hvis man vil videre og ikke fastholde sig selv i en ukonstruktiv offerrolle. Højtudviklede mennesker vil meget sjældent føle sig dårligt behandlet og vil derfor ikke ret ofte have grund til at tilgive. De forstår, at ligegyldigt hvad andre mennesker gør, kan det aldrig skade den inderste kerne af lykke, som de har udviklet en stærk forbindelse til. Det kan skade din krop og din bankkonto, men der er kun én person, der bestemmer, om andres handlinger skal have indflydelse på din lykke, og hvem tror du, det er?
