Begrebet medlidenhed har det lidt svært. På den ene side har de fleste travlt med at fortælle, at man endelig ikke skal have medlidenhed med dem, men på den anden side benytter mange mennesker enhver lejlighed til at vælge den ynkelige offerrolle, hvor de påkalder sig og håber på (forventer) andres medlidenhed. Problemet er, at de fleste af os slet ikke gider at have medlidenhed med andre. Vi er blevet vant til at få kvoten opfyldt ved at have lidt medlidenhed med den hjemløse, som vi køber et blad af eller måske flere minutters medlidenhed med de sultne i Afrika, som jo “desværre” er så langt væk, at medlidenheden bliver aldeles akademisk og teoretisk. Så vi er ikke MEDlidende. Andre lider, og vi forsøger at dulme vores samvittighed med en donation via SMS. Det er ikke medlidenhed, for vi lider ikke med dem. Men hvorfor skulle vi dog også det? Jeg er meget gladere for det gamle ord barmhjertighed, som betyder at have hjertet på rette sted i barmen, at kunne mærke sit hjerte. Det er ikke lidelse – det er inspiration, en impuls, der minder os om, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi bør deltage i at gøre det rigtige. Så i stedet for at være medlidende medofre, kan vi vælge at være medskabere af et bedre liv, at gøre verden bedre uden at ofre os. På engelsk hedder det compassion (com betyder med på latin og passion betyder lidelse, så det er en direkte oversættelse), men vi anvender jo også ordet passion, som en positiv stræben, at være passioneret, og hvis vi træner os selv i kærlig, omsorgsfuld medskabelse, så vil vi opdage, at vi har adgang til et stort fælles bevidsthedfelt, akasha, som vi kan benytte som inspiration til at medskabe via kollektiv intelligens. Det er vigtigt at træne sin barmhjertighed. Den skal være så spændstig, at man på millisekunder kan gå fra at løse matematikopgaver til at være 100% til stede i sit hjerte, mærke, hvad den aktuelle påvirkning berører i ens hjerte, og hvordan det korresponderer med det, som man inderst inde ved er rigtigt. Hvis man eksempelvis ser en hjemløs stå med Hus Forbi, så ved man jo godt, hvad man selv mener er det rigtige at gøre, og hvis man ikke gør det, forvirrer man sin barmhjertighed. Hvis man derimod gør præcist det, men inderst inde ved er det rigtige, så føles det godt. Man kan opleve perioder, hvor man føler dyb, kompromisløs kærlighed til alt og alle, som krydser ens vej, og det føles fantastisk. I disse perioder oplever man skønheden i naturens former og farver mere intenst, kan føle dyb påskønnelse af en elastiks runde smidighed og se det smukke i mennesker, som man normalt ville kigge lige igennem. Barmhjertighed leder ofte til processer, som involverer tilgivelse … Men det er en helt anden historie!