Overskriften stammer fra dr.dk i dag.
En gruppe forskere har påvist, at mus kan reagere overfor en lugt, som deres bedstefarmus har været udsat for, men som de aldrig selv har lugtet. Stor opstandelse. Ingen kan forklare hvorfor, og kritikerne kappes naturligvis om at understrege, at mus ikke er mænd og står i kø for at underkende resultatet, for ”det kan jo ikke lade sig gøre”…
Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det ved de fleste, som har studeret bevidsthedens opbygning en smule nærmere end en typisk medicinsk forsker. Vi arver en masse viden, som ikke er bundet til DNA-molekylet. Jeg skriver lidt om det i romanen Skridt. Her et udsnit fra side 216-217, hvor en af hovedpersonernes skytsengel, Gabriel, fortæller om fænomenet:
– Alle mennesker indeholder et element af astralt lys, som stammer fra deres forældre, og som er blevet overført til deres fosterkim ved undfangelsen. Dette astrale lys gled oprindeligt over fra de ældste, da de skabte de første mennesker, og det fungerer som en slags fælles hukommelse, som går i arv fra forældre til deres børn. Det er en af grundene til, at børn af musikere ofte kan lære at spille på vanskelige musikinstrumenter tidligere end andre børn, og at et barn af en smed har let ved at håndtere en hammer og leve sig ind i, hvordan metaller opfører sig, når man varmer dem op og slår på dem. Han har det i blodet, siger menneskene, men det er faktisk i den astrale genpart, denne hukommelse sidder. Medaljen har bare også en bagside … Gabriel holder en lille teatralsk pause og kigger rundt på dem.
– Netop fordi den astrale del af jer husker, hvad alle jeres forfædre har gjort i forskellige situationer, så er det også svært at bryde med dette åg af vaner. Ofte dårlige vaner. Hver gang I forsøger at følge jeres samvittigheds bedste råd, skyller en flodbølge af modstand og smerte ind over jer. Det er, som om forfædrenes stemmer sidder på skulderen og siger ’Sådan plejer vi altså ikke at gøre’, og I kan have svært ved at mønstre modet til at svare ’Nej, og netop derfor …’, men hvis en handling føles rigtig og er i overensstemmelse med det, som man fornemmer, samvittigheden fortæller en, så skal man holde fast i den og gennemføre den, uanset hvor meget modstand ens astrale genpart yder. Gabriel ånder langsomt ud, smiler og trækker sig værdigt tilbage.
Lad os håbe, at videnskaben stille og roligt får øjnene op for, at den eksisterende model af, hvad et menneske er og består af trænger il revision.
Det er noget af det, Bruce Lipton også har et bud på. Spændende om han kommer ind på det til oktober.
Tillykke med bloggen 🙂