Forleden udtrykte en af mine bekendte sin medfølelse med en svensk kvinde, der angiveligt bor tæt ved en moské. Det var indkaldelsen til bøn, som udgjorde det letforståelige problem, og min bekendte sagde:

– Godt vi ikke har sådan én her i vores kvarter.

Jeg svarede:

– Ja, eller en kirke for den sags skyld.

Folk i nærheden vendte sig om og kiggede nysgerrigt på mig.

– Ahr, men det er da noget helt andet, svarede min bekendte.

Den gammelkendte Rasmus-Modsat kom op i mig.

– Ja, det er vel meget værre, for i kirker er det ikke engang den menneskelige stemme, der kalder til bøn. Den er erstattet af djævelske klokker, designet til at forstyrre folk i miles omkreds. Morgen og aften og før alle mulige og umulige gudstjenester forurener den stilheden for at sammenkalde os får – ja, får, det kalder Bibelen os jo i hvert fald. Cirkusdyr ville vel være mere passende, hvis vi skal lystre en klokke…

Diskussionen blev ikke til mere. Jeg tænker, at jeg nok fyrede for meget krudt af for tidligt, så folk bare opgav mig og mit besynderlige synspunkt. Men tanken har ikke forladt mig siden.

Problemet er jo ikke, om det er en imam i en minaret eller en rungende malmklokke i et kirketårn. Problemet er manipulationen med menneskets væsentligste fødselsret, den frie vilje. Det er den, al religion, forsynder sig imod. Endda i Guds og spiritualitetens hellige navn. Religion har ikke mere med spiritualitet at gøre end ost har med græs. Og kristendommen er ikke spor bedre end islam – måske endda værre. Den uhellige sammenblanding af spiritualitet og magtmisbrug er naturligvis nem at få øje på, når fundamentalister proklamerer deres synspunkt ved hjælp af dynamit eller vold og terror – men det har jo ikke noget med religion at gøre, endsige spiritualitet. Det handler om magt. Det bekymrer mig, at mange mennesker falder for den populistiske generalisering, at fordi der findes voldelige fundamentalistiske muslimer, så er islam problemet. Sådan hænger det ikke sammen. Ud af verdens milliarder af religiøse mennesker er kun ganske få voldelige fundamentalister. Langt de fleste lever stille og roligt i overensstemmelse med den kultur, som de er en del af. Ofte stiller religionen de regler til rådighed, som kendetegner kulturen og det er sædvanligvis gode og fornuftige regler, der inspirerer til at leve et godt liv sammen med sine medmennesker. Men det er kun regler. Det er ikke spiritualitet. Spiritualitet er tilknytning til ens egen åndelige dimension – ikke til regler. Hvis man er i god kontakt med sin åndelige dimension, så behøver man hverken regler eller religion. Så gør man det rigtige helt af sig selv. Nu er de færreste af os jo i særlig god kontakt med vores åndelige dimension ret længe af gangen, og derfor har vore forfædre forsøgt at hjælpe os med kirker og moskéer, hvor meningen var at man kunne få lidt inspiration til sin åndelige søgen gennem fællesskab med ligesindede. Det er der med sikkerhed mange, som stadig drager fordel af, selvom alle religiøse institutioner efterhånden er kendetegnet ved større eller mindre grad af magtmisbrug. Personligt nyder jeg min egen frie spirituelle søgeproces og foretrækker en solid afstand til både klokker og minareter.